Stress

Vi bruger ofte vendingen: ”Jeg føler mig stresset”, når hverdagen med de mange gøremål og pligter synes uoverkommelige. Et stort arbejdspres, daglige pligter i hjemmet eller et dårligt søvnmønster er alle faktorer, der influerer på, hvor stort et overskud vi har i hverdagen. Ofte vil selv små ændringer i de daglige rutiner i hjemmet, eller en mindre reduktion af arbejdsbyrden på jobbet, være tilstrækkeligt, til at føle sig oven på igen. Til tider kan vi dog føle os stresset i længere tidsperiode, der kan strække sig over flere dage eller uger, inden overskuddet atter vender tilbage. At føle sig stresset, er ikke ensbetydende med, at der nødvendigvis er tale om en klinisk diagnosticerbar stresstilstand, men det kan derimod snarere dreje sig om en korterevarende overbelastningsreaktion. I nogle tilfælde ses ikke den ventede bedring i tilstanden på trods af omlægninger af daglige rutiner i hjemmet, reduktioner i arbejdsbyrden på jobbet m.v. Her vil det være relevant at overveje, om en stresstilstand er under udvikling, hvilken i svære tilfælde må antages for at være behandlingskrævende.Da en stresstilstand sædvanligvis udvikler sig over en længere tidsperiode, (når man ser bort fra akut opståede stressreaktioner), er der en del af de stressramte personer, som ikke når at opdage de begyndende symptomer i tide. Derfor ses der af og til meget alvorlige forløb af mere kronisk karakter med en dårlig sygdomsprognose. Ved stress forekommer der både psykologiske og fysiologiske/somatiske (kropslige) symptomer, der i varierende grad manifesterer sig under sygdomsforløbet.

De psykologiske symptomer ved en begyndende stresstilstand kan være meget forskellige fra person til person. I begyndelsen vil en del opleve stigende træthedsfornemmelse, faldende overblik, samt et reduceret overskud i hverdagen. Selv almindelige hverdagsrutiner kan føles næsten uoverkommelige, og man bliver let irritabel og snærer af andre. Senere i sygdomsforløbet er der en del, som oplever tilstødende symptomer som tristhed, angst, tomhedsfølelse, håbløshed m.m. Det er som regel først her, at de fleste bliver opmærksomme på, at der er noget galt. Enkelte kan ligefrem opleve et egentligt sammenbrud, der kan være ledsaget af både depression, tvangstanker og udbredt angst. I disse tilfælde er stresstilstanden så fremskreden, at tilstanden absolut må anses for at være behandlingskrævende. Nogle personer kan gå i flere måneder eller år med stresssymptomer, uden at forholde sig til det. Her kan sygdomsforløbet have en mere kronisk karakter. Man taler da om ”udbrændthed”. Uden intensiv behandling kan denne tilstand være så belastende for personen, at det kan få varige konsekvenser for personens generelle funktionsniveau, hvilket bl.a. kan berøre de erhvervsmæssige forhold og det sociale liv. I de senere år er der i behandlingssystemet registreret en stigning i antallet af personer, der henvender sig med stresssymptomer. Det tilskrives især de voksende krav om øget effektivitet på arbejdsmarkedet, som har fået bægeret til at flyde over hos et stigende antal personer. Indenfor visse faggrupper, som socialrådgivere/sagsbehandlere og pædagoger, er ”udbrændthed” et stigende problem.

Stress kan være vanskeligt at diagnosticere, idet symptombilledet og sygdomsforløbet har visse lighedspunkter med visse angsttilstande og depressive tilstande. Selvom der er glidende overgange i stresstilstandenes intensitet og varighed, kan disse groft inddeles i to hovedgrupper:
 
  1. De lettere og kortvarige stresstilstande.
  2. De sværere og længerevarende stresstilstande.

1. De lettere stresstilstande manifesterer sig ved følgende grundsymptomer:

Typiske symptomer på psykiske forstyrrelser:

Typiske symptomer på somatiske (kropslige) og fysiologiske forstyrrelser:
2. Ved de sværere stresstilstande ses ovennævnte symptomer også, men symptombilledet er blot mere markant.

Desuden ses ledsagefænomener som:
Depression. Angst og tvangssymptomer.
Længerevarende stresspåvirkninger og overbelastninger kan føre til udbrændthed, som ofte har et sygdomsforløb, der let forveksles med de depressive tilstande. Udbrændthed kan medføre et kronisk sygdomsforløb, som kan have store sociale og arbejdsmæssige konsekvenser til følge.

Behandlingstilbuddet omfatter begge hovedgrupper for stresstilstande. Behandlingen tager udgangspunkt i klientens følelsesmæssige oplevelse af egen situation. Det er dog væsentligt, at der allerede iden første indledende samtale stilles en "arbejds"diagnose og en prognose, hvorudfra der bl.a. udarbejdes en behandlingsplan. Den anvendte behandlingsmetode afhænger i høj grad af symptomernes karakter og intensitet, samt den stressramtes indsigt i og forståelse af egne problemstillinger. Typisk vil der indgå en nærmere udredning af de bagvedliggende årsager til den oplevede følelse af stress. Her tænkes også på, hvordan tidligere stresssituationer og pressede perioder i tilværelsen er blevet håndteret.